“kandidater årgang 2008-2012 skal kæmpe på lige fod med kandidater årgang 2000-2007 om de mere attraktive og/eller smalle specialer.”
Man kan vel ikke svare andet end at det skal være på lige fod - skulle hun have svaret på ulige fod?
Det som du (og alle os andre) egentlig søger svar på er hvad bliver de egentlige kriterier for at blive ansat i en hoveduddannelsesstilling.
Fx: Vil dem med phd grader stå stærkere. Umiddelbart ja. Men samtidigt med en øgning i antallet af hoveduddannelsesstillinger så kan de jo også skrues anderledes sammen. Fx kan nogen af hoveduddannelsesstillingerne oprettes således at de inkluderer en phd. Så bliver ansøgeren der har brugt 7 års hvoraf de 3 har været i gang med en phd ikke så attraktiv, idet han jo allerede har en phd. Og da han nok også har haft noget ventetid på nogen af introstillingerne han har samlet, hvilket du jo ikke har haft (et af de andre punkter i princip-papiret) så er afstanden ligepludselig ikke så lang.
Det er selvfølgelig et tænkt eksempel som ikke ændrer på at tidsfristen er et problem. Men det er for at illustrere at der er mange facetter i hele videreuddannelsen til speciallæge. Og der med princippapiret som udgangspunkt vil blive ændret i måden man ansætter på. Det store spørgsmål er hvordan.
Optimistik eller naivt??
Det er flot at du kan vedholde den optimistiske holdning til det, men det dér har vi ikke et eneste konkret “løfte” om på nuværende tidspunkt. Og når der decideret afvises at lave overgangsordninger - så synes jeg allerede at det står sløjt til med goodwill til de uheldige årgange…
Jeg må da indrømme at jeg havde forventet en overgangs ordning, så de kommende årgange mig inc, ikke bare bliver offret til at blive en årgang af upopulære specialer.
Måske Lægeforeningen (yeah right!) eller måske snarere FADL skulle undersøge juraen i det her, for det er da forskelsbehandling på et fuldstændig usagligt grundlag, så det batter…
Optimist eller naiv – snarere pragmatisk pessimist. Jeg er pessimist med hensyn til om det er muligt at princippapiret kan ændres. Når det er sagt mener jeg at demonstrationer, happenings og læserbreve skal fortsætte for at lægge et pres på Lars Løkke. For derved i offentligheden at synliggøre utilfredsheden med regeringens ønske om at indføre en tidsfrist som er en form for indirekte tvang. Og derved give dem der repræsenterer de yngre læger og de kommende yngre læger et vægtigt argument, når forhandlingerne om hvordan principperne skal konkretiseres.
Optimistisk og naivt er det at tro at man kan få ændret aftalen ved at fokusere så kraftigt på YL og deres formand. Jeg mener at det fjerner fokus fra det essentielle i denne debat. Og man tillægger YL mere indflydelse end de har. Havde YL haft den slagkraftighed som mange ville ønske, så havde der ikke været forfattet en tidsfrist i princippapiret fra regeringen. Det der cementerer ”aftalen” er Lægeforeningens tilslutning – samt PLO og FAS. Især Lægeforeningen i form af Jens ”kærligt pust i nakken” Winter Jensen betyder at Løkke kan gå ud og sige at vi har lægerne med os – uanset om han har det eller ej. Det er et spørgsmål om retorik. Men hvis man skal blive ved med at bruge så mange kræfter på at kritisere vores kommende kollegaer, så fokuser angrebet derhen hvor det gør en forskel. Selvom jeg tvivler meget på at vi som studerende kan rykke ved dem. Der er jeg fortsat pessimist.
Mit ”optimiske” indlæg var skrevet for at illustrere at man ikke bare kan male fanden på væggen og konkludere at alle de yngste bliver ofret. Det kan godt ske hvis kriterierne for at blive ansat i en stilling vil være de samme som dem der gælder nu. Det kan godt være at det ende med en ofring (men det håber jeg sgu ikke), men det kan også ende med at de yngste bliver dem der vinder og de ældre ansøgere bliver dem der taber, ikke at det er bedre en bedre løsning. Fx hvis phd lægges ind i hoveduddannelsesstillingerne så dem med en phd ikke længere har en fordel af at have en sådan – tværtimod.
Og jeg mener at man politisk skal arbejde for at tidsfristen bliver så ”udvandet” at den ikke vil medføre den form for tvang som der, berettiget vil jeg medgive, lægges op til i næsten samtlige indlæg i den igangværende debat. Det er optimistisk, men forudsætter den pessimistiske erkendelse at princippapiret ikke kan ændres.
Jeg er desværre helt enig i betragtningen om at “princippapiret” næppe bliver ændret. Det er en pessimistisk indstilling, men desværre nok også den mest realistiske.
Hvad angår de optimistiske forhåbninger om at der vil blive udfærdiget en fornuftig overgangsordning er jeg imidlertid også pessimist. Havde man ønsket at sikre fornuftige forhold for de kommende læger kunne man have sikret dette i første omgang. Ganske enkelt ved at lade 4-årsreglen gælde alle. Dvs. beslutte at alle der var igang med eller havde færdiggjort turnus havde 3 år til at vælge. Det ville have været en dårlig, men trods alt ens behandling af alle.
Men meget fornuftigt valgte man ikke denne løsning. De yngre læger er nemlig en meget stærkere gruppe end os studerende og derfor ønsker man ikke at indføre forringelser af de yngre lægers arbejdsvilkår (i hvert fald ikke så store forringelser). De kunne jo finde på at strejke…
Imidlertid er de studerende meget ufarlige for regeringen. Vi har meget lille gennemslagskraft og endnu mindre sympati blandt vælgerne (hvorfor forstår jeg egentlig ikke, men det lader til at være tilfældet). Jeg tror derfor næppe vi vil få gennemført forbedringer før de negative konsekvenser bliver åbenbare helt ind på Christiansborg. Dvs. årgangene fra universitetet halveres fordi mange samler kvalifikationer under studiet, man flytter til udlandet etc.
Er det for pessimistisk?
P.S til Grundestrup: Du skal nok ikke regne med at kunne blive Børne-Psykiater. Det speciale er allerede meget søgt.
og ad jehu… hvad de svarer er i princippet ligegyldigt når det de svarer er IKKE er det samme. Det viser hvor man står hver især og at minimum en af parterne er på galt spor…og i og med det er sst, der bestemmer (citat mette w) så tror jeg godt jeg ved, hvor jeg vil lægge mine penge.